Salg af dansk kød - hvor vi sætter dyrevelfærd og trivsel højt

Det betyder bl.a. at vores dyr går i løsdriftsstald, hvor de selv bestemmer om de vil være ude eller inde i al slags vejr, og kalvene går sammen med deres mor til de er 7 - 8 måneder gamle.

 

Det betyder også, at vi får skudt dyrene her på ejendommen, så hverken dyr eller kød skal lide under turen til slagteriet. Det kalder vi TRIVSEL, og vi bilder os ind at kødet også smager deraf.

Hereford køer på græs

Og Du er altid velkommen til at kigge forbi Vejvedgaard, og se på vores dyr.

Afhentningsdatoer 2019

3. juni - 2019

7. august - 2019

23. oktober - 2019

20. november - 2019

 

Du kan til disse dage reservere pistoludskæring, mixudskæring, hakket kød, suppeben, haler og tunger.

På gensyn i det nye år;-)

Vi sælger hakket kød i portioner á 5 kg. Fedtprocenten er meget lav, ca. 5%

1/8 pistoludskæring vejer ca. 12,5 - 18 kg - (bagkød)

½ pistoludskæring vejer ca. 25 - 35 kg - (bagkød)

1 hel pistoludskæring vejer ca. 50 - 60 kg - (bagkød)

1/8 mixudskæring vejer ca. 30 - 35 kg, og 1/4 mixudskæring vejer ca. 55 - 70 kg (mix af for- og bagkød).

Kødpakkerne kan variere en del i kg, da det kommer an på hvor meget dyret vejer, når det bliver slagtet. Så ovenstående kg skal ses som vejledende.

Kødet er pakket og mærket, og nemt at gå til.

En ½ pistoludskæring kan f.eks. indeholde:

1 stykke tyksteg

Tyndstegsbøffer

Højreb

Højrebskoteletter

Mørbrad

Culotte eller Cuvette

Inderlår

Schnitzler

Yderlår

Lårtunge

Klump

Osso Buco

Hakket kød

Kraftben

Hjerte eller lever

 

Charolais ko med kalv

En mixudskæring kan f.eks. indeholde:

1 stykke tyksteg

4 Tyndstegsbøffer

1 stykke højreb + 4 højrebskoteletter

Mørbrad

Culotte eller Cuvette

1 stykke inderlår + Schnitzler

Yderlår

Lårtunge

Klump

Osso Buco

Flank Steak

Bryst

Tværreb

Tykkam

Bov eller Bovsteak

Hakket kød

Kraftben

Hjerte eller lever

Oksespegepølser

Vi har jævnligt spegepølser på lager,  som er lavet af vores eget kød.

Ring / skriv for at høre hvad vi har lige nu.

Der er mulighed for at bestille / reservere forskellige varianter:

Almindelig med løg

Sønderjysk

Hvidløg

Ungarsk

Peber

Det er muligt at bestille både hele og halve spegepølser, og prisen er henholdsvis 100,- og 50,- kr.

Prisen for peberspegepølser er dog 60,- kr. pr. stk.

Send din bestilling på sms 4095 8795, mail eller ring.

 

Tips til stegning af bøffer

Du kender sikkert den diskussion om hvordan man steger en perfekt bøf. Her får du et godt tip.

Mål bøffen ret nøjagtigt. Kom salt og peber på. Kom olie og smør på panden, og varm den godt op.

Blandingen af olie og smør giver en god lækker skorpe.

Er bøffen 2 cm, steges bøffen 2 minutter på den ene side, og 2 minutter på den anden side. Sæt minuturet, og vend ikke bøfferne før tiden er gået.

Tag panden af blusset og lad bøffen hvile lidt.

Super bøf hver gang;-)

Skal bøffen være "well done" giver du den lidt mere, men pas på den ikke bliver stegt for meget.

 

Bestilling

Du kan bestille vores kød via kontaktformular, eller på mail, eller på tlf. 4095 8795

 

Levering

Vi kan evt. levere kødet i Nordsjælland og Storkøbenhavn for et mindre tillæg.

Levering i en radius af 15 km fra Skævinge, kr. 90,-

Levering udover 15 km afregnes efter aftalt pris.

Kødet vil blive leveret samme dag som det bliver parteret, og vil som regel være i tidsrummet 16.00 - 20.00

 

Proces omkring slagtning, bestilling og udlevering af kød - Kedelig, men praktisk læsning

Når kalven bliver født, ved vi at der for tyrekalve går ca. 13. måneder før end de kan slagtes, og for kviekalve går der ca. 17 - 20 måneder før end de er klar.

 

Vi bestiller tid hos vores slagter ca. ½ år i forvejen for slagtning, da vores slagters kalender er booket langt ud i fremtiden. Og det er ikke muligt at få en slagtetid fra den ene måned til den anden. Og i efteråret er det helt håbløst at få slagtetider, der skal vi helst være ude og bestille tid 1 år i forvejen.

 

Når vi har datoerne for slagtning, sender vi disse datoer ud til vores kunder, som her kan vælge hvornår det passer dem at få kød igen.

 

Som regel bestiller vores kunder kødet i god tid, og det er absolut en stor hjælp for os.

 

Ca. 14 dage - 3 uger før at kødet bliver udleveret til kunden, kommer slagteren og skyder dyret her på ejendommen. Dette betaler vi ekstra for, for vi mener, at det er det bedste for dyret og for kødet. Kødet bliver ikke stresset, og dyret skal ikke opleve transporten til slagteriet.

Dyrevelfærd koster lidt ekstra.

 

Dagen forinden dyret bliver skudt, tilkalder vi dyrlæge, som tilser dyrets sundhedstilstand, og en slagteattest bliver udskrevet. Det er ikke muligt at slagte et dyr uden en slagteattest.

 

Kødet hænger til modning hos slagteren i 2 - 3 uger.

 

Efter de 2 - 3 ugers modning bliver dyret parteret. Og dyret bliver parteret på den aftalte dag, hvor vi har bestilt at kødet skal udleveres til vores kunder. Datoen som vi har bestilt for ca. ½ år siden.

 

På et dyr er der f.eks. 4 x ½ pistoludskæring + ca. 100 - 120 kg hakket kød. Og det afhænger bl.a. af hvor stort dyret er, hvor mange kg hakket kød der er. Der kan også være kunder der har bestilt en mixudskæring, og så vil der være mindre hakket kød.

 

Efterhånden har vi solgt kød i mange år, så vi ved nogenlunde hvor meget hakket kød der bliver. Men der kan være mange faktorer der spiller ind. Og det endelige antal kg hakket kød, får vi når slagteren er færdig med at partere dyret på selve dagen for afhentning af kød.

 

Derfor vil du nogen gange opleve at vi sætter din bestilling af hakket kød på venteliste.

 

Når vi får skudt dyret de 2 - 3 uger før, er udskæringerne som regel afsat. Der kan være lidt hakket kød der stadig kan bestilles. Har vi lidt hakket kød tilbage, skriver vi ud til vores kunder, og her bliver det afsat meget hurtigt.

 

Derfor er det en stor hjælp for os, at bestillingerne kommer tidligt, og at de i hvert fald er der før dyret skal skydes.

VIGTIGT!

En evt. afbestilling er derfor kun muligt, hvis den kommer før dyret bliver skudt. Skulle der være årsager der gør at man alligevel ser sig nødsaget til at afbestille, vil vi selvfølgelig gøre hvad vi kan for at hjælpe med at afsætte kødet til anden side. Men som hovedregel vil det være kunden selv der afsætter kødet til anden side.

 

Vi tager ikke depositum ved bestilling af kød, da det kun få gange har været et problem, at en kunde har "glemt" sin bestilling, eller har meldt fra af andre årsager. Og det håber vi fortsat kan være sådan.

 

Kødet betales ved afhentning med mobile-pay, eller kontant.

 

Tak fordi du gav dig tid til at læse.